At træde i karakter som mediator

At træde i karakter som mediator

En af de store spørgsmål som mediator er, om man kan være upartisk eller ’ren’ i rollen som mediator? Er det muligt at gå ind i en mediation uden at på en eller anden måde fatte lidt mere sympati for den ene eller den anden part? Og hvis ikke man kan lade være med det, skal man så helt lade være med at påtage sig rollen som mediator? For nogen kan dette ønske om at bevare neutraliteten eller forblive ’ren’ næsten blive lammende i forhold til at træde ind i rollen som mediator, men måske man i stedet kan koncentrere sig mindre om at forsøge at bevare en ’ren’ neutralitet, og mere om at træde i karakter som menneske. For det er i virkeligheden når vi evner det, at vi bliver gode til at medierer.

Måske skal vi i højere grad gå ind som mediator med salmeforfatteren og digteren Jens Rosendals ord – ’Jeg kom med alt det der er mig!’ Tilgangen til en mediation er nemlig mere end at sige ja til etik og intentioner. Det er også den personlige måde, som vi bærer ind i mediationen der har betydning for processen – og dermed om konflikten reelt set bliver løst. Det er først og fremmest denne evne til at være der, som den vi er, og være medianen, der vil hjælpe os I at være en god mediator for parterne.

Inspirationen til at komme med alt det der er os kan hentes hos Søren Kierkegaards fordring til den enkelte, nemlig det at træde i karakter som menneske. Alle har vi et arbejde at gøre for at blive den vi er, og dette arbejde foregår i de valg vi tager. Dette gælder også i rollen som mediator, i en mediation mellem to parter der konflikter. For en mediation stiller os over for en række valg. I disse valg, åbner der sig muligheder. Ikke bare i forhold til den konflikt vi står i, men også i forhold til os selv. Nemlig muligheden for at vælge os selv, og træde i karakter som den vi er. Og når vi først er trådt i karakter som menneske, kan vi også gøre det som mediator.

I spændet mellem nødvendigheden og muligheden træder vi i karakter

Hos Kierkegaard er det måden vi forholder os til verden der er det helt centrale. Livet består af nødvendighed og mulighed, og disse to ting må konstant holdes sammen. Vores nødvendighed er et produkt af vores relationer til andre, og vores vilkår gennem arv, miljø, kultur og organisation. De valg og handlinger der er sket op til nu, er sket og kan ikke være anderledes. Nødvendigheden er kort sagt det jeg ikke kan lave om på.

Muligheden derimod, er måden jeg forholder mig til min nødvendighed på og det er her min udfordring ligger som menneske, og som mediator. For det er her jeg må kunne bevare åbenheden.

Jeg kan ikke lave om på den jeg er, og det der har formet mig, når jeg træder ind i rollen som mediator. Jeg vil måske blive særlig ramt af noget den ene part fortæller grundet min egen historie. Jeg vil måske synes den ene er mere sympatisk fordi vedkommende minder mig om en jeg kender, som betyder noget for mig. Eller omvendt vil jeg måske opleve træk hos den anden part, som får mig til at tænke på dårlige oplevelser jeg selv har haft med et andet menneske, eller uløste konflikter i mit eget liv.

Alt det er jeg ikke herre over det er min nødvendighed. Men hvordan jeg forholder mig til det, hvordan jeg handler i mødet med det som er genkendeligt, eller svært, det er noget jeg selv har indflydelse på. Som mediator kan jeg hjælpe med at afdække, hvor mulighederne er for parterne, og det jeg gøre, selvom jeg måske inderst inde finder at den ene er mere rimelig end den anden. Men jeg må være bevidst om at holde tyngdepunktet mellem nødvendigheden og muligheden i midten.

Bliver jeg for optaget af min nødvendighed, vil det lamme mig, og gøre at jeg ikke kan træde helt ind i rollen som mediator. Jeg kan ikke undgå at jeg en gang i mellem vil blive ramt eller påvirket af en mediation, men det er helt ok, så længe det ikke får lov til at styre mine eller parternes muligheder.

Bliver jeg for optaget af muligheden, vil jeg ikke have blik for min nødvendighed den ubevidste påvirkning den i så fald vil have på mig, og det vil komme til at begrænse mine handlinger som mediator, og dermed også mulighederne for parterne i selve mediationen.

Troværdigheden som mediator handler ikke om, at mediatoren aldrig laver fejl, eller ikke træder ved siden af en gang i mellem. Den står og falder i virkeligheden med, om der er overensstemmelse mellem det menneske man er og den måde man agerer som mediator. Er man trådt i karakter som menneske, kan man også gøre det som mediator.

Skrevet af mediatorerne Nicolai Skjøtt og Marianne Spandet Jakobsen

Del