Lad os lege med tanken, at Erdogan kuppede sig selv

Lad os lege med tanken, at Erdogan kuppede sig selv

Snakken begynder at gå, og spørgsmålet dukker op flere steder, Kuppede Erdogan mon sig selv? Der er i hvert fald noget, der ikke hænger sammen, eller noget der hænger lidt for godt sammen. Kuppet i Tyrkiet var så dårligt planlagt, at landets dygtigste Tyrkietkendere som Mogens Pelt, Hetav Rojan og Martin Selsøe har svært ved at give en logisk forklaring på kupmagernes forsøg på at vælte den mægtige Erdogan. En nats spektakel og så var det hele overstået, og Erdogan fremstår nu stærkere og mere handlekraftig end nogensinde tidligere.

Militæret overtog kontrollen med nationale tv stationer og strategiske infrastrukturelle knudepunkter, men det vage forsøg gjorde det let for AKP lederen at genvinde kontrollen over de tyrkiske storbyer. Gennem en bekvem facetime forbindelse via en CNN Turk journalist fik Erdogan hurtigt overbevist befolkningen om at gøre modstand mod de ukuelige militære ledere, som med jævnligt mellemrum bliver så magtliderlige, at de ikke kan holde sig i barakkerne.

Spørgsmålene hober sig imidlertid op. Når 2747 dommere bliver fyret inden for bare få timer efter afværgelsen af det uduelige kupforsøg, så må der have ligget en liste klar, når chancen bød sig. 2839 soldater bliver arresteret samtidig inklusiv hærlederen af den tredje arme i Istanbul, Erdal Ozturk. General Ozturk har længe været en sten i skoen for Erdogan, og var det ikke belejligt at få mulighed for en længe ønsket udrensning?

Anonyme kilder i det tyrkiske militær fortæller, at Erdogans fly fulgte F16 flyene uden at skyde dem ned, hvorfor? Var kontakten til den velvillige CNN Türk journalist tilfældig? Har Erdogan ikke netop fået mulighed for at rydde op i det tyrkiske militær, som altid har udgjort en trussel mod Tyrkiske regeringer?

Var udrensningsplanen klar, og var apparatet til udføre planen parat? Det spørgsmål dukker op flere steder, når brikkerne skal placeres for begivenhederne d. 15. Og 16. juli.

Med fem militær kup i bagagen i årene mellem 1960 og 1997, så er Tyrkerne generelt enige om at et militærdiktatur ikke er noget alternativ til deres øverste politiske leders gentagne magtmisbrug. Det vidste Erdogan, og en fælles fjende var netop det, han havde brug for at cementere sin egen position.

Kan Erdogan have infiltreret militæret og plantet ideen om et muligt succesrigt kup? Hvis det var planlagt, så er det som taget ud af Machiavelli guide til magten. Et ufarligt kontrollerret kup var netop det, Erdogan havde brug for, for vinde den legitimitet det kræver at stramme grebet om magten i Tyrkiet.

Erdogan har mødt meget modstand i hans forsøg på at begrænse ytringsfriheden og udvide sine egne beføjelser. Det så vi tydeligt under Gezi Park protesterne i 2013. Skuffelsen var også mærkbar, da Erdogan ikke kunne få sit forslag igennem parlamentet om et grundlovsændrende stærkt præsidentembede. Og de gentagne terrorangreb på Tyrkiske storbyer og grænseområder, har sået tvivl om Erdogans kontrol med landets sikkerhed. Erdogan har fornyligt skilt sig af med til akademiske og kompromissøgende Premierminister, Ahmet Davutoglu, og nu kan han endelig lave de sidste nødvendige udrensninger i de sekulære kemalistiske kredse.

Ved at fjerne de mest ukuelige modstandere, og ved at fortsætte beskyldningerne om at det demokratisk valgte kurdiske parti HDP lægger i med den militante bevægelse, PKK , så kan Præsident Erdogan måske opnå støtte fra de tre fjerdedele af parlamentet, som det kræver for at ændre grundloven og skabe den stol som Hr. Erdogan har mest lyst til at sidde i.

Nu er det befolkningen, som kræver at Erdogan tager kontrollen og sikrer statens sammenhængskraft. Befolkningen kræver dødsstraf, og præsidenten vil overveje at imødekomme befolkningens ønske. Nu skal det være slut med bomber og ukontrollable generaler. Det kræver måske at Erdogan må tage drastiske metoder i brug og gå på kompromis med vestlige værdier som ytringsfrihed og demokratiske retningslinjer, men det er han klar til for statens skyld, og nu har han endelig den folkelige opbakning.

Skrevet af: Bjørn Bang Jakobsen

Del