Et bord er ikke bare et bord – et spørgsmål om beslutnings og forandringsprocesser og så meget andet… 

Et bord er ikke bare et bord – et spørgsmål om beslutnings og forandringsprocesser og så meget andet… 

Prolog.

Lad os nu se bort fra at et bord jo dybest set bare er en plade, lidt belægning sat sammen med 4 ben. Intet forandret i flere hundrede år.

Skal man løfte bordet – sådan i overført betydning og være optaget af detaljen, bliver det måske lidt anderledes.

Hvilken betydning tillægger man at benene er fremstillet af rustfrit stål, at spor efter maskinens slibeproces er unikke (lidt ligesom fingeraftryk) eller at gummibelægningen er blød og hård i sit udtryk på en og samme tid – eller at designeren har sat sine initialer i metallet (lidt ligesom de franske malere gjorde det i nederste højre hjørne af deres kunstværker). Jeg var ikke i tvivl om bordets fortræffeligheder.

Kunne man se anderledes på samme bord ved at tillægge metallet en hårdhed der ikke er så attraktiv, at hjørnerne er ubarmhjertige i deres form og at man potentielt kan blive slået ihjel hvis man falder ind i et af de ”dræbende” hjørner. Kunne man have en betragtning (eller viden) om at bordpladens belægning var besværlig at vedligeholde, at den var modtagelig for snavs og fedtpletter. Min hustru kunne sagtens finde flere fejl og mangler der gjorde bordet til en ”ældrebyrde” – og afsætningsparat.

Hvad gør man hvis man anser bordet for at være attraktivt og en designmæssig perle eller hvad gør man hvis man bare synes at bordet er uhåndterligt og mest af alt stiller sig i vejen for noget bedre?

Er du parat får du så en historie fra den virkelige verden – scene fra et ægteskab (ikke Bergmanns version og heller ikke Virginia Woolf) – og så alligevel.

Min hustru havde besluttet sig for længst og havde en plan. Hun fandt en stillestund til et initiativ om at transportere vores sofabord til et lokalt auktionsfirma – og sige et uigenkaldeligt farvel til noget der stillede sig i vejen for noget bedre, noget mindre, noget mere mobilt og med en del mere Bladguld end stålbordet kunne præstere. Hyggen og et mere feminint design var næsten på vej ind i huset og skulle erstatte det ”kolde” udtryk.

Et farvel til bordet – og auktionsfirmaet tog imod med åbne arme.

Jeg følte sig forrådt og oplevede at være amputeret. Bordet var væk og en erstatning ikke indenfor rækkevidde. Udsigten til guld og glimmer som erstatning for det rå look var ikke det jeg ønskede og det forstyrrede mine forestillinger.

Fruen holdt fast om sin tekop – og nød de opstigende dampe der lagde sig som en beroligende dyne i stuen. Jeg var mere desperat og oplevede et tab.

Min hustru oplevede at hun faktisk havde italesat problemet med ”monstret” og havde en klar oplevelse af at et endeligt ”Go” ikke var nødvendigt for der var jo ligesom ”konsensus” over projektet.

Jeg havde ikke helt samme oplevelse og selv et glas god italiensk Amarone kunne ikke ændre oplevelsen af at en beslutning var taget ”uden om”.

Efterfølgende fulgte diskussion om beslutning og handling, om rimelighed eller urimelighed, om inddragelse eller udelukkelse og ikke mindst om beslutningsprocesser og det der hører til.

Uvidende om diskussionen i det lille hjem, havde auktionsfirmaet sat en pris på bordet. Firmaets forbehold overfor værdien, kunne i sagens natur betage fruen som potentielt kunne få stof til sin beslutning om at skille sig af med skrumlet – bortset fra at hun definitivt havde taget afsked da auktionsfirmaets lastvogn forlod indkørslen med bordet bagi.

Nu er jeg bare skruet sådan sammen at jeg, når jeg møder massiv modstand, bliver klar i ”pæren” og går målrettet efter at opnå mit mål. Jeg fulgte med på auktionen på internettet i et par dage.

Det der udfoldede sig der, gav blod på tanden i forhold til at bringe bordet hjem hvor det hørte til.

Med bankende hjerte fulgte jeg med i auktionens sidste minutter. Fingeren klar på ”aftrækkeren” for et nødvendigt ”sidste skud”. 1 minut til udløb hjertet hamrer endnu mere og tankerne er nu alene drevet af at auktionen potentielt vil være et tyveri af ”nagelfast” inventar fra mit hjem – Bordet skulle hjem koste hvad det ville.

30 sekunder tilbage intet bud, 20 sekunder stadig intet bud, 10 sekunder stilhed (bortset fra hjertets larmende rytme i brystregionen) – 1 sekund tilbage – og jeg byder nu på mit eget bord og vinder auktionen.

Hvilken følelse at vinde sit eget bord – lidt af en sejrsrus og en forløsning.

Glæden er alligevel mærkværdig fordi jeg jo tænker at bordet på forhånd er mit. Tænk at købe sit eget bord – tænk hvilke kræfter der styrer.

Fruen er bortrejst og i øvrigt helt uvidende om konspirationen og mandens sidste initiativ om at bringe bordet tilbage til udgangspunktet. Kan man tale om skyld eller skam?

Epilog.

Anden del af processen og anden del af diskussionen blev selvfølgelig foldet ud da min hustru, få dage senere ved hjemkomst fra sin rejse, opdagede at bordet stod på sin egen plads…

Bordet står nu på sin gamle plads – stolene omkring er sat lidt mere anarkistisk (med løs hånd) og venter nu på at der suppleres med et par af de der alternative borde der let kan flyttes fra A til B uden at man brækker ryggen. Min hustru og jeg er klar over at et par af disse guldborde kan være ”på vej” – for vi mestrer vel den ædle kunst at skabe et kompromis – eller et nyt fælles projekt hvis det passer bedre til ens temperament.

Nogle mennesker får tilført energi af sådanne ”optrin” fordi man bliver testet på sine egne strategier, sine egne handlinger og ikke mindst partnerens reaktionsmønstre til at håndtere problemer – andre mister energi og går ultimativt i ”sort”.

Nu er det fredag aften, det er mørkt udenfor og jeg har skænket lidt vin i mit glas. Livet er godt og godt at vi lige tog temperaturen på vores parforhold. Tænk hvis man ikke tager ”turen” og tænk hvad man går glip af hvis man bevidst undgår disse ”mærkbare” processer. Ind imellem slider det; men jeg tænker så ofte at slidmærker kan gøres til symbol for et levet liv og ikke det modsatte…

Del