Efter mediatoruddannelsen: Tidligere landmand er i dag konfliktløser i Hjørring kommune

Efter mediatoruddannelsen: Tidligere landmand er i dag konfliktløser i Hjørring kommune

Røg, støj og møg. I Hjørring er det det, de kalder den type sager, som 44-årige Bente Henriksen arbejder med. ”Ofte er det enten noget, der ryger. Andre gange er det noget, der larmer, eller noget, der lugter,” fortæller Bente Henriksen om hendes arbejde med nabokonflikter.

Nabokonflikter er ikke noget særligt fænomen fra Hjørring. Nabokrige er der masser af i hele landet. Og de dræner kommunekasserne, fordi nabokonflikter både er tidskrævende og svære at løse. Derfor har Bente sat sig for at løse konflikterne på en ny måde – uden for de juridiske paragraffer.

Når man hører ordet, nabokonflikt, får man hurtigt billeder i hovedet af Sorteper og Fedtmule, der står og sprøjter med vandslangerne over hækken. Men oftest er nabokonflikter meget mindre udtalte og måske endnu mere opslidende.

”En nabokonflikt kan ofte være en stille krig, hvor de involverede personer måske ikke har talt sammen i årevis, men de synes alligevel, at den anden er den værste person i hele verden”, fortæller Bente Henriksen.

De har glemt hvorfor

I nabokonflikter, der har været i årevis (og det har de tit, ifølge Bente Henriksen), kan det være svært at huske hvornår og hvordan, det hele startede.

”Måske var der en hane, der galede. Måske var det en hund, der sked på vejen. Eller også var det røgen fra naboens skorsten, der blæste ned i haven. Sådan starter det ofte, men med tiden glemmer naboerne årsagen til konflikten. Med tiden kan de kun huske, at de ikke kan lide hinanden”, siger Bente Henriksen, der arbejder som mediator i Hjørring kommune. Hun forsøger at løse konflikter uden at involvere det juridiske system, som ofte vil være både dyrt og tidskrævende for alle parter. I stedet samler hun parterne til en mediation, hvor hun forsøger at nå frem til den egentlige årsag bag stridighederne.

”Hvis vi kan løse konflikten uden for det juridiske system, er det meget bedre for alle parter. Et juridisk forlig vil sjældent skabe fred og fælles forståelse mellem parterne. En retssag vil måske slå fast, hvad den kan ene og anden må og ikke må, men konflikten kan sagtens leve videre efter retssagen. Hvis parterne får forståelse for hinandens hensigter og problemer, er der er meget bedre grundlag for at skabe en varig aftale”.

Tidligere landmand og nyuddannet konfliktløser

Bente er uddannet landmand og jordbrugsteknolog. Det, mener hun selv, kan være en fordel, når hun mægler i nabokonflikter i landområderne i Hjørring kommune. ”Når jeg kommer ud som konfliktløser, er jeg ikke jurist, så er bare Bente. Jeg er tidligere landmand, og jeg er en af dem. Jeg taler de lokales sprog, og det tror jeg betyder, at de tør at være mere ærlige”.

Bente blev uddannet som mediator hos Crossing Cultures i foråret. Mediatoruddannelsen blev hurtigt omsat til praktisk erfaring, og i dag har Bente Henriksen medieret i en række nabo konflikter mellem Hjørring kommunes borgere.

”Jeg er meget glad for de kompetencer og nye arbejdsopgaver, jeg har fået, efter jeg tog mediatoruddannelsen. Uddannelsen har lært mig meget om mig selv. Jeg er blevet bedre til at undgå konflikter i mit eget liv, fordi jeg er blevet mere opmærksom på at træde et skridt tilbage for at gøre plads til et fælles løsningsforslag”

Ifølge Bente Henriksen ser Hjørring kommune også meget positivt på de resultater, der indtil videre er opnået med mediation.

Del